Skip to content

5119/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling og knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om afvisning af genoptagelse.

Behov for ny implantatbehandling og knogleopbygning. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om afvisning af genoptagelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 71-årig kvinde, der den 14. marts 2011 fik behandlet tanden +4 med en plastfyldning. Den 22. juni 2017 blev der diagnosticeret parodontitis på tænderne +5 og +7, og der blev derfor foretaget en kirurgisk parodontalbehandling, hvor tandkødet blev trukket til side og rodoverfladerne på +5 og +7 blev renset. Tanden +4 blev behandlet med en fyldning igen den 16. august 2019, hvor det tillige blev noteret, at tandens prognose var tvivlsom. Patienten henvendte sig den 5. august 2020, da tanden +4 var knækket. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden, og det blev vurderet, at tanden ikke kunne bevares. Patienten blev derfor anbefalet et implantat i regio +4, og der blev taget aftryk til en smileprotese. Den 26. august 2020 blev tanden +4 fjernet kirurgisk med deling af tanden i flere dele. Desuden blev der fjernet knogle i området. Ifølge journalen fra den 8. januar 2021 blev der taget røntgen, som fandtes at vise fin heling. Tandlægen var dog i tvivl om afstanden til bihulen, og det blev noteret, at der var tynd knogle i området. Det blev derfor valgt at isætte et kort implantat i regio +4, som blev sat i dybde til 3 mm. Der blev herefter taget kontrolrøntgen. Ved undersøgelse den 22. februar 2021 blev der taget røntgen af implantatet regio +4, som fandtes at vise manglende knogleintegration. Implantatet blev derfor fjernet, og den 26. maj 2021 blev der isat et nyt implantat, som blev placeret dybt. Desuden blev der taget røntgen. Den 19. august 2021 blev der taget aftryk til implantatkronen, samt taget røntgen af implantatet regio +4. Kronen blev herefter cementeret på implantatet den 9. september 2021. Ifølge journalen accepterede patienten udseendet i farve og form, og der blev taget kontrolrøntgen. Den 28. juli 2022 blev patienten undersøgt af en specialtandlæge efter henvisning fra en anden tandlæge. Der blev taget røntgen og bl.a. konstateret, at implantatet regio +4 sad dybt lejret med tæt relation til rodlejet af +3. Det blev vurderet, at implantatet ikke var bevaringsværdigt, da der ikke var mulighed for renhold. Patienten blev derfor anbefalet fjernelse af implantatet og en anden løsning i området. Implantatet i regio +4 blev herefter fjernet den 11. august 2022, og ved kontrol den 25. august 2022 blev der konstateret tilfredsstillende forhold. Der skulle dog afventes yderligere heling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt for sine psykiske gener som følge af hestetand og tandkødet.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. marts 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse.

Tryg fandt, at patientens seneste brev ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/ de oplysninger, som patienten tidligere har sendt.

Vedrørende tanden +3 fandt Tryg, at der i det indsendte fra specialtandlægen fremgår, at tanden +3 som udgangspunkt er bevaringsværdig. Dermed er der med overvejende sandsynlighed ikke sket en skade på denne tand.

Vedrørende tanden +4 fastholdes den oprindelige vurdering af den 11. marts 2022, hvorpå Tryg gjorde det klart, at der er tale om en omgørende behandling, da der i forvejen var parodontitis. Dermed kan patienten få foretaget et nyt implantat ved +4, uden at dette vil have en forringende tendens af tandstatus.

Desuden henvises til afgørelsen af 11. marts 2022 for yderligere informationer omkring denne tand.

Vedrørende tanden +5 fandt Tryg, at der ikke er tale om en erstatningsberettiget skade af tanden, da forholdene omkring tanden +5 har årsag i grundlidelsen, værende stort tab af tandsubstans (parodontitis) samt bro og rodbehandling og ikke som følge af forholdene ved nabotanden.

Tryg fandt derfor, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 13. marts 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at din anmodning om genoptagelse samt din anke ikke indeholder nye faktiske og væsentlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/ de oplysninger, som du tidligere har sendt. Implantatbehandlingen i regio +4 har derfor på nuværende tidspunkt ikke medført en skade på nabotanden +3.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

 

Hvis tanden +3 mistes som følge af den udførte implantatbehandling i regio +4, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til, om sagen kan genoptages. I den forbindelse bemærkes det, at der foreligger en 10-årig forældelsesfrist, som løber fra tidspunktet for behandlingen samt en 3-årig forældelsesfrist, som løber fra det tidspunkt, hvor du vidste eller burde vide, at der var sket en skade.