Skip to content

5131/23

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der ved undersøgelse den 18. marts 2022 bl.a. fik konstateret, at tanden -7 var knækket. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise dyb caries i tanden. Det blev derfor noteret, at tanden skulle behandles med en plastfyldning, og at der var risiko for, at tanden skulle rodbehandles. Den 28. marts 2022 blev der indledt rodbehandling af tanden på grund af dyb caries. Ifølge journalen knækkede der en rodfil i forbindelse med udrensning af den forreste kindvendende rodkanal i tanden -7, og det blev forsøgt at fjerne filen uden held. Tanden blev herefter lukket med en midlertidig fyldning, og patienten blev informeret herom. Patienten blev herefter henvist til en rodbehandlingsspecialist for fjernelse af den knækkede rodfil og rodfyldning af tanden. Den 20. april 2022 blev patienten derfor undersøgt hos specialtandlægen, som tog røntgen af tanden. Den knækkede rodfil blev herefter fjernet under mikroskop, og der blev konstateret, at der var en revne i tanden svarende til den forreste kindvendende rodkanal samt den forreste ganevendende rodkanal. Der blev taget klinisk fotos, og patienten blev informeret om, at tandens prognose var ringe, hvorfor tanden skulle fjernes. Tanden -7 blev herefter fjernet af den behandlende tandlæge den 25. april 2022.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat samt uforudsete udgifter som følge heraf.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. februar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede rodbehandling af tanden -7 den 28. marts 2022 på grund af, at tanden var knækket og der var dybt hul i tanden. Røntgen den 18. marts 2022 dokumenterer dette. Tænder rodbehandles ofte som følge af hul i tanden.

Tryg fandt videre, at journalnotat og klinisk foto af 20. april 2022 dokumenterer, at der var en revne igennem de forreste rodkanaler i tanden -7.

Tryg fandt herefter, at tanden -7 med overvejende sandsynlighed mistes med årsag i grundlidelse i form af revner i roden, dvs. forhold ved tanden i sig selv og ikke som følge af den anmeldte behandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

I øvrigt gøres der opmærksom på, at spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. februar 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det fremgår af journalen fra den 28. marts 2020, at der var revner, tandfraktur og dyb caries i tanden -7 forud for fjernelsen af filen. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden -7 mistes som følge af disse forhold og ikke som følge af filfjernelsen.

 

I øvrigt bemærkes det, at henvisningen var relevant for at få en nærmere vurdering af tandens tilstand efter fjernelse af filen.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.