Skip to content

5132/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand og eventuelle gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand og eventuelle gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 26-årig kvinde, der ved undersøgelse 4. september 2019 blev anbefalet udtrækning af tanden 8-, da tanden lå skævt placeret i underkæben. Ved undersøgelse den 3. november 2021 blev patienten igen anbefalet fjernelse af tanden 8-, da den lå tæt placeret på tanden foran samt lå skævt i kæben. I den forbindelse blev der taget røntgen, som fandtes at vise, at tanden havde tæt kontakt til kæbenerven. Den 25. november 2021 blev tanden fjernet efter anlæggelse af lokalbedøvelse. Det blev noteret, at der blev fjernet knogle, hvorefter tanden blev delt og udtaget i flere stykker. Patienten henvendte sig igen telefonisk den 29. november 2021, da der var smerter og hævelse. Patienten blev derfor set samme dag, hvor det blev noteret, at hævelsen strakte sig op mod øjet og ned mod halsen. Desuden blev der konstateret nedsat gaveevne, rødme og betændelsesvæske fra området. Der blev derfor ordineret antibiotika. Den 6. december 2020 blev stingene fjernet, og der blev noteret pæn heling. Desuden blev det noteret, at der ikke var føleforstyrrelser. Ved undersøgelse den 8. november 2022 oplyste patienten, at det summede og stak ved regio 5-, og at der kunne fremprovokeres smerter ved kulde, varme, brus eller brug af elektrisk tandbørste.

Patienten søger nu om erstatning for føleforstyrrelser efter behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. maj 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede behandling med fjernelse af visdomstanden 8- den 25. november 2021, da det ikke var muligt for denne at bryde ordentligt frem. Efter indgrebet opstod hævelse og infektion, som patienten modtog behandling for, og der var allerede bedring efter to dage.

Tryg fandt videre, at det ikke er unormalt, at der kan opstå en infektion og hævelse efter en behandling med fjernelse af en visdomstand, og patienten er derfor ikke påført en skade hermed.

Til sagen er det den 8. november 2022 oplyst, at patienten oplever føleforstyrrelser.

Tryg fandt herefter, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der med overvejende sandsynlighed er en tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingen og de oplyste føleforstyrrelser.

I den forbindelse fandt Tryg, at det ved fjernelse af trådene den 6. december 2021 blev noteret, at der ikke var føleforstyrrelser. Dernæst har der ikke været taget kontakt til tandlægen omkring føleforstyrrelser før end den 8. november 2022, som er næste 1 år efter behandlingen blev udført.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 16. maj 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en nerveskade i forbindelse med fjernelse af tanden 8-, idet det er noteret i journalen den 6. december 2021, at der ikke var føleforstyrrelser.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.