Skip to content

5136/23

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

: Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 16. august 2016, da tanden 5+ var knækket. Tanden blev herefter præpareret til krone den 31. oktober 2016, og den 24. november 2016 blev der cementeret en metalkeramik-krone på tanden +5. Ifølge journalen fra den 29. december 2016 havde patienten generelt slid på tænderne. Patienten henvendte sig til tandlægen igen den 10. januar 2017, da han i en lang periode ikke havde kunnet sove på grund af stress, og hans tænder havde lidt store skader og flere tænder var knækket. Patienten fik derfor udleveret en refleksfrigørende bidskinne til brug om natten den 19. januar 2017, hvor biddet tillige blev justeret. Den 19. marts 2018 blev det noteret, at patienten mente, at hans tænder var blevet slebet helt ned i forbindelse med tidligere kronebehandling. Tandlægen fandt imidlertid, at sliddet skyldtes tandpres/tandslid samt det forhold, at bidskinnen ikke blev brugt. Den 23. maj 2018 blev tanden +6 rodbehandlet, og den 16. juli 2018 blev det noteret, at patienten havde smerter i højre side af kæben.

Patienten søger nu om erstatning for 4 tænder, som tandlægen har ødelagt ved at slibe på tænderne incl. for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. marts 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at behandle tanden 5+ med en krone den 14. november 2016, da journalen af den 16. august 2016 dokumenterer, at tanden var knækket. Desuden dokumenterer journalnotatet af den 19. december 2016, at patienten havde generelt slid på patientens tænder.

Desuden bemærkes det, at patienten den 19. januar 2017 fik udleveret en refleksgørende bidskinne til brug om natten for reduktion af yderligere slid af tandsættet.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af tandlægens behandling. Det vurderes derimod, at patientens slid på tænderne med overvejende sandsynlighed skyldes hans grundlidelse, tandpres/ bruxime. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tænderne, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 31. marts 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at generne ved tyggefunktionen er en følge af de sygdomstilstande, der opstod i tænderne 7,6- i 2021, hvilket er dokumenteret på røntgen. Det findes dermed ikke overvejende sandsynligt, at kronebehandlingen af tanden 5+ er årsagen til dine nuværende gener.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.