Skip to content

5115/23

Skadetype: Varia - Behandling eller fjernelse af forkert tand
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Fejlagtig fjernelse af blivende tand og efterfølgende behov for tandregulering. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fejlagtig fjernelse af blivende tand og efterfølgende behov for tandregulering. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 12-årig pige, der igennem en årrække har modtaget behandling/ undersøgelse hos tandplejen. Den 4. oktober 2033 blev det noteret, at patienten havde dybt bid og overbid med tænderne i overkæben. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise, at den blivende tand +5 var dannet, og at den var placeret udenfor den normale lejring i kæben. Det blev derfor aftalt, at mælketanden +05 skulle fjernes for at give plads til frembrud af den blivende tand +5. Der blev herefter indledt behandling med fjernelse af mælketanden +05 den 7. oktober 2022. I den forbindelse blev det noteret, at tandkronen på mælketanden knækkede af under fjernelsen, og at tanden +5 kom med ud ved løsning af kronen på mælketanden. Efter fjernelse af tanden blev der taget panoramarøntgen, som fandtes at vise, at overkæbetænderne stod i overbid, at der var tendens til dybt bid, og at tænderne i overkæben stod i trangstilling. Den 11. oktober 2022 blev det noteret, at det ved telefonisk henvendelse blev aftalt, at patienten skulle vurderes af en specialtandlæge i tandregulering. Det blev desuden noteret, at der var en forventning om, at det nu opståede mellemrum i venstre side af overkæben mellem tænderne +4 og +6 ville blive lukket ved tandregulering. Ved undersøgelse hos specialtandlægen den 13. oktober 2022 blev det noteret, at der var en forventning om, at mellemrummet ville lukke sig ved tandreguleringsbehandlingen, og at det måske kunne blive relevant også at trække en tand ud i højre side af overkæben. Der blev herefter indledt tandreguleringsbehandling med en planlægning af behandlingen.

Patienten søger nu om erstatning for den mistede blivende tand samt for smerter og gener, som hun nu skal gennemgå.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. februar 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten igennem en længere årrække modtog tandpleje, og at der var grundlag for at indlede behandling med fjernelse af mælketanden +05 for herved at forsøge at skabe plads til ordentligt frembrud af den blivende tand +5. Ved dette indgreb blev den blivende tand +5 ved en fejl også fjernet.

Tryg fandt videre, at det forud for indgrebet blev noteret, at patienten havde et dybt bid og overbid med tænderne i overkæben jf. journalnotat af 4. oktober 2020. Desuden viser panoramarøntgenbillede af 7. november 2022, at overkæbetænderne stod i overbid, at der var tendens til dybt bid, og at tænderne i overkæben stod i trangstilling.

Tryg fandt herefter, at patienten for nuværende ikke er blevet påført en skade efter fjernelse af den blivende tand +5.

I den forbindelse fandt Tryg, at den manglende tand endnu ikke har medført en negativ konsekvens. Patienten skulle allerede uden den manglende tand have indledt en tandreguleringsbehandling med årsag i patientens grundlidelse, dvs. forhold ved patienten selv som er et dybt bid og overbid.

Tryg fandt videre, at det forventes, at mellemrummet ved den manglende tand +5 vil kunne lukkes med den planlagte tandreguleringsbehandling.

Tryg fandt derefter, at det ikke kan vurderes, om det måske kan være en skade, at der måske skal fjernes en tand i højre side i forbindelse med tandreguleringsbehandlingen, da dette endnu ikke er sket. I øvrigt bemærkes det, at den fjernede blivende tand sad i venstre side af overmunden.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen.

Såfremt der senere sker ændrede forhold eller opstår et yderligere behandlingsbehov med årsag i den manglede tand +5, kan patienten tage kontakt til Tryg og bede om genoptagelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 1. februar 2023.

 

Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde været, at tanden +5 ikke var blevet fjernet den 7. oktober 2022.

 

Nævnet finder imidlertid, at der var indikation for at foretage en tandregulering-behandling, da patienten havde et forøget horisontalt overbid (8 mm) og dybt bid (6 mm) med kontakt i ganens slimhinde fra underkæbens fortænder. Behovet for tandreguleringsbehandling er derfor en følge af grundlidelsen og ikke den fejlagtige fjernelse af tanden +5.

 

Nævnet finder videre, at den planlagte tandreguleringsbehandling ikke bliver mere omfattende i tid og kompleksitet som følge af, at tanden +5 er fjernet inden behandlingsplanlægningen. En eventuel erstatning ses derfor ikke at overstige den i loven fastsatte minimumerstatning på 10.000 kr.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.