Skip to content

5165/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Behov for ny retentionstråd. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny retentionstråd. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der den 31. maj 2022 fik behandlet tanden 3- med plast. I den forbindelse blev det noteret, at der var odontologisk fraktur af plast ved tanden. Den 31. august 2022 henvendte patienten sig, da holdetråden var løs ved tænderne 1-1, og det var generende for tungen. Holdetråden blev herefter påsat igen. Ifølge journalen fra den 20. september 2022 var patienten utilfreds med regningen, da hun ikke mente, at hun skulle betale for behandlingen. Ved telefonisk kontakt den 17. januar 2023 oplyste patienten, at holdetråden var knækket. Patienten henvendte sig igen den 19. januar 2023, hvor det blev noteret, at holdetråden var løs på flere tænder i underkæben. Desuden blev der noteret tandstillingsfejl, og patienten blev anbefalet at opsøge en specialtandlæge for en vurdering samt en ny holdetråd. Efter mægling med Styrelsen for Patientklager den 30. marts 2023 blev det noteret, at der skulle fremstilles en ny holdetråd i underkæben uden beregning. Der blev derfor monteret en ny holdetråd den 3. maj 2023.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalen den 31. marts 2023 samt den 3. maj 2023, at der blev påsat en ny holdetråd i underkæben uden beregning.

Tryg fandt herefter, at tandlægen har handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Det er alment kendt, at holdetråde kan løsne sig med tiden, og der kan opstå behov for, at disse genmonteres.

Tryg fandt derfor, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der udelukkende er tale om et formuetab i forbindelse med udbedring og behandling af grundlidelse, tabt holdetråd, som er påsat for at undgå tilbagefald i grundlidelsen, tandstillingsfejl. Udgifterne til montering af holdetråden er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. juni 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at behandlingen med fiksering med holdetråd ikke har medført en skade i lovens forstand. For så vidt angår påsættelse af ny holdetråd er der alene tale om et økonomisk tab, hvorfor der ikke kan tilkendes erstatning herfor.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.