Skip to content

5144/23

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 14. juni 2016, da tanden +2 var knækket. Tanden blev derfor forsynet med en plastfyldning. Ved almindelig tandeftersyn den 27. juni 2019 blev det noteret, at der var caries i tanden +2. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning den 2. juli 2019. Patienten henvendte sig den 25. marts 2020 med smerter fra tanden +2. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Rodbehandling af tanden blev herefter indledt, og i den forbindelse blev det noteret, at nerven i tanden var død. Tanden blev rodfyldt den 31. marts 2020, hvor der blev taget kontrolrøntgen, som fandtes at vise, at tanden var rodfyldt til rodspidsen. Den 20. januar 2022 var fyldningen i tanden tabt, hvorfor tanden blev behandlet med en ny fyldning. Der blev noteret fin heling efter rodbehandling, og patienten blev anbefalet en krone på tanden. Patienten henvendte sig den 5. august 2022 på grund af hævelse ved tanden, og det blev noteret, at der var en fordybet tandkødslomme på 6 mm. Patienten blev herefter anbefalet grundig renholdelse i området. Ifølge journalen fra den 24. august 2022 var der gener og hævelse ved tanden +2 samt en fordybet tandkødslomme på 8 mm. Det blev noteret, at der var et indhak i den forreste del af tanden +2, og en banketest gav mistanke om, at tanden +2 havde sat sig fast i knoglen. Patienten blev derfor anbefalet henvisning til kæbekirurg. Den 16. december 2022 blev det noteret, at et eventuelt tidligere traume på tanden +2 kunne være årsag til, at roden på tanden havde sat sig fast i knoglen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling som følge af tab af tand samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede en rodbehandling af tanden +2 den 25. marts 2020 på grund af smerter. Desuden dokumenterer journalen fra den 25. marts 2020 til den 31. marts 2020, at rodbehandlingen er udført efter erfaren specialist standard, og røntgenbillede af den 31. marts 2020 viser, at tanden +2 er rodfyldt til rodspidsen. Patienten blev den 20. januar 2020 anbefalet en krone på tanden.

Tryg fandt videre, at journalen fra den 5. august 2022 og den 24. august 2022 dokumenterer gener fra tanden +2 i form af hævelse og fordybet tandkødslomme samt mistanke om, at roden på tanden har sat sig fast i knoglen.

Tryg fandt herefter, at det er overvejende sandsynligt, at årsagen til, at der trods en korrekt udført rodbehandling af tanden +2 nu ses betændelse, har årsag i tandens grundlidelse, lille resttandsubstans og tidligere behov for rodbehandling, som svækkede tanden. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Tryg fandt videre, at det er et kendt forhold, at der trods en sufficient rodbehandling kan opstå betændelse, og at tanden på denne måde har behov for en yderligere behandling. Der er først tale om en skade, hvis en behandling eller manglende behandling har medført en negativ konsekvens for tanden.

Tryg fandt dermed, at det nuværende behandlingsbehov for tanden +2 ikke har årsag i behandlingen hos tandlægen. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. juni 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at de tilstødte komplikationer i form af ankylose og hævelse er en følge af den udførte rodbehandling af tanden +2 i 2020. Det er nævnets vurdering, at der ikke er en sammenhæng mellem den udførte behandling og den aktuelle problemstilling vedrørende +2.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.