Skip to content

5052/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Fjernelse af visdomstand med efterfølgende betændelse i håndled til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Fjernelse af visdomstand med efterfølgende betændelse i håndled til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 20-årig kvinde, der blev opereret i venstre håndled på et privathospital den 5. maj 2021. Den 29. november 2021 henvendte patienten sig til tandlægen med smerter fra tanden -8. Der blev taget røntgenbillede af tanden, og patienten blev anbefalet fjernelse af tanden. Desuden blev der skyllet med Klorhexidin. Den 4. januar 2022 blev tanden fjernet på grund af betændelse. Patienten henvendte sig til akutafdelingen på et sygehus den 6. januar 2022 og i den forbindelse blev det noteret, at patienten var faldet for nogle dage siden og havde slået hånden. Da patienten skulle hjælpes op, hævede hånden op i begge håndled ??? Patienten havde smerter fra venstre håndled, og det var uklart, om hånden var slået, eller om patienten havde sovet på den. Desuden blev det noteret, at patienten var blevet opereret i samme håndled 7 måneder tidligere. Der blev konstateret hævelse og rødme samt en minimal bevægelse over håndled. Der blev derfor anlagt en gipsskinne. Den 10. januar 2022 henvendte patienten sig igen på akutafdelingen, da hun havde smerter fra venstre håndled og de smertestillende piller ikke hjalp. Gipsskinnen blev fjernet, og det blev noteret, at den havde været for stram. Der var hævelse i håndryggen, og der blev planlagt behandling med en ny gipsskinne samt ordineret Tradolan. Det blev videre noteret, at der kunne ses en lukket absces omkring området ved indgangen fra den artroskopiske operation, hvor der var hårdt blodvæv med smerter under. Patienten var herefter til behandling samme dag på ortopædkirurgisk afdeling, hvor det blev noteret, at der skulle foretages en operation af abscessen ved venstre håndled. Det blev desuden noteret, at der var rødme og hævelse over håndled, håndryg og fingrer, og der blev planlagt indlæggelse med IV behandling. Den 11. januar 2022 blev abscessen ved håndleddet drænet med massiv mængde pus, og der blev anlagt et dræn. Ifølge mikrobiologirapporten fra samme dag var der kraftig vækst af Staphylococcus Aureus og ingen tegn på vækst af anaerobe bakterier. Den 12. januar 2022 blev drænet fjernet, og der blev noteret en smule pus fra selve åbningen. Der blev herefter anlagt en let forbinding og det blev noteret, at der var fundet stafylokokker. Forbindingen blev fjernet den 14. januar 2022, og der blev lagt et enkelt sting. Den 17. januar 2022 var der intet pus fra såret, og såret blev lukket med sting. Desuden blev der lagt en håndkirurgisk forbindelse. Efterfølgende blev patienten instrueret i øvelser den 18. og 19. januar 2022 på ergoterapiafsnittet. Ved kontrol den 19. januar 2022 på ortopædkirurgisk afdeling blev det noteret, at patienten var velbefindende og uden smerte. Der blev noteret pæne forhold ved håndleddet og ingen rødme. Dog var der lidt væske og forventelig nedsat bevægelighed af håndled og fingrer. Mikrobiologirapporten viste ingen tegn på vækst. Den 21. og 25. januar 2022 var der lidt væske fra såret, men ingen rødme og mindre hævelse end før. Ifølge udskrivnings-resume’et fra den 25. januar 2022 blev patienten udskrevet til eget hjem samt fire uger med antibiotikabehandling. Den 31. januar 2022 noterede tandlægen, at patientens mor telefonisk havde oplyst, at der var konstateret stafylokokker i håndleddet, som lægerne mente, kom fra udtrækningen af tanden -8. Den 3. februar 2022 blev stingene fjernet på ortopædkirurgisk afdeling. I den forbindelse blev det noteret, at den opståede purulent arthritis var kommet med hæmatogenisk spredning. Det blev vurderet, at det var usandsynligt, at det var passiv/silent infektion 8 måneder efter artroskopi’en. Det blev desuden noteret, at symptomerne var startet to dage efter tandfjernelsen. Efterfølgende var patienten til kontrol på ortopædkirurgisk afdeling den 30. marts og 6. maj 2022.

Patienten søger nu om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. december 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden -8 blev fjernet den 4. januar 2022 på grund af smerter og betændelse. Tanden blev fjernet uden komplikationer og uden sting. Røntgenbillede af den 29. november 2021 viser tanden -8 inden tandfjernelse.

Tryg fandt herudover, at fjernelse af tanden -8 er udført i overensstemmelse med erfaren specialist standard, og det er i overensstemmelse med de nationale kliniske retningslinjer ikke at give antibiotika forebyggende i forbindelse med en simpel tandfjernelse. Dette især henset til, at der ikke foreligger oplysninger om, at der kunne være indikation for andet på grund af nedsat immunforsvar eller andre sygdomsforhold hos patienten.

Tryg fandt videre, at det fremgår af sagen, at der to dage efter tandfjernelse var smerter fra venstre håndled, og patienten henvendte sig på akutafdelingen den 6. januar 2022. Det er i journalen noteret, at patienten var faldet for nogle dage siden og slået hånden. Da patienten skulle hjælpes op, blev hånden hævet i begge håndled. Patienten havde smerter fra venstre håndled, og det var uklart, om hånden var slået eller om patienten havde sovet på den. Det blev ligeledes noteret, at patienten var opereret i samme håndled for syv måneder siden. Der var hævelse og rødme, og patienten havde minimal bevægelse over håndled. Patienten blev behandlet med en gipsskinne ca. 10-14 dage. Efterfølgende var der tiltagende smerter, og patienten henvendte sig på akutafdelingen den 10. januar 2022. Gipsskinnen blev fjernet, da den havde været for stram, og der var hævelse i håndryggen. Patienten fik planlagt behandling med en ny gipsskinne. Ved ortopæd-kirurgisk afdeling blev der planlagt en operation af absces, en ansamling af pus ved venstre håndled. Patienten blev indlagt i to uger og blev behandlet med antibiotika, IV behandling og efterfølgende fire ugers behandling med antibiotika i pille form.

Tryg fandt herefter, at det af mikrobiologirapporten dateret den 11. januar 2022 fremgår, at der blev fundet stafylokokker (Staphylococcus Aureus), men at der ikke blev fundet andre bakterier. Stafylokokker af den art findes i den naturlige flora hos 10-15% af raske mennesker og kan bl.a. findes i svælget.

Tryg fandt derfor, at det ikke er dokumenteret, at bakterierne i hånden stammer fra mundhulen. Det betyder, at selv om der muligvis er en tidsmæssig sammenhæng mellem betændelsestilstanden og fjernelse af tanden -8, er det ikke overvejende sandsynligt, at betændelsen er opstået ved overførsel af bakterier fra mundhulen, men at bakterierne har været hos patienten i forvejen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der ikke på noget tidspunkt har været konstateret en forekomst af mundhulebakterier, som f.eks. Streptococcus Sanguis, S. mitis eller S. oralis. Desuden er patienten tidligere blevet opereret i hånden, og at patienten i meget tæt tidsmæssig sammenhæng med fjernelsen af tanden oplever et nyt traume mod hånden jf. journalnotat af 6. januar 2022 fra akutafdelingen.

Tryg fandt dermed, at fjernelse af tanden -8 ikke med overvejende sandsynlighed er årsag til betændelsestilstanden i hånden.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer derfor Trygs afgørelse af 12. december 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder på baggrund af den indhentede speciallægeerklæring, at det er overvejende sandsynligt, at udtrækningen af tanden -8 er årsagen til, at der efterfølgende opstår purulent artritis i håndleddet.

 

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til, om de øvrige betingelser i loven er opfyldte, for at der kan tilkendes erstatning.