Skip to content

5159/23

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation med gennemboring til følge og senere tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med gennemboring til følge og senere tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 16. januar 2018 på grund af smerter fra tanden -5. Der blev åbnet til tanden, hvorefter der blev konstateret en revne, der løb mesialt og distalt ned ad roden, men ingen tegn på rodfraktur. Herefter blev der indledt rodbehandling af tanden samme dag, som blev fortsat den 17. januar 2018. Den 20. februar 2018 blev tanden rodfyldt, og der blev taget røntgen. Ifølge journalen fra den 14. marts 2018 blev tanden opbygget med plast samt præpareret til krone. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 23. marts 2018. Patienten henvendte sig igen den 9. december 2022 på grund af smerter, og patienten blev henvist til kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 28. februar 2023 blev tanden fjernet. Ifølge journalen fra den 14. marts 2023 kunne det efter fjernelse af tanden konstateres, at der var sket en gennembrydning af tanden i forbindelse med isættelse af rodstiften.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at rodbehandling af tanden -5 blev indledt den 16. januar 2018 på grund af smerter. Da tanden blev åbnet, kunne det konstateres, at der var en sprække i tanden, som gik gennem tanden fra bagsiden til forsiden og strakte sig ned ad roden.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 20. februar 2018 dokumenterer rodspids-betændelse, samt at tanden var rodfyldt. Der ses ikke tegn på opløsning af knoglen foran tanden. Efter tanden var rodbehandlet samt behandlet med opbygning og krone, fik patienten igen smerter fra tanden. Der blev denne dag, den 9. december 2022, optaget et røntgenbillede, som dokumenterer opløsning af knogle foran tanden. Opløsningen var startet svarende til halsen af tanden og havde trukket sig ned af rodoverfladen. Tanden blev herefter fjernet. Efter fjernelse af tanden blev der taget kliniske billeder, som viste, at der var sprække i roden. Sprækken strakte sig fra halsen af tanden til rodspidsen.

Tryg fandt herefter, at tanden med overvejende sandsynlighed blev fjernet på grund af grundlidelsen; sprække og ikke som følge af rodbehandlingen. Sprækken i tanden kunne allerede erkendes forinden, at rodbehandlingen blev indledt den 16. januar 2018.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden ikke har årsag i tandlægens behandling eller mangel på samme, men mistes på grund af forhold ved tanden selv. Behandling af grundlidelse er ikke en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. juni 2023.

 

Nævnet finder, at foto dokumenterer, at der er sket en gennemboring af tanden -5.

 

Nævnet finder imidlertid efter en besigtigelse af tanden, at den med overvejende sandsynlighed mistes som følge af grundlidelsen, infraktion, idet tanden fremstår som en svækket tand, og tanden mistes derfor ikke som en følge af gennemboringen.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.