Skip to content

5172/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende fjernelse af fil samt tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende fjernelse af fil samt tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 20. oktober 2022 med henblik på fjernelse af en knækket rodfil i tanden +6 foretaget af anden tandlæge. Tanden +6 blev åbnet gennem guldindlægget, og det blev uden held forsøgt at fjerne rodfilen. Den 11. november 2022 blev tandens øvrige rodkanaler rodfyldte. Patienten henvendte sig igen den 30. november 2022, da hun fortsat havde smerter i tanden -6. Tanden blev aflastet i højden, og det blev noteret, at der sås rødme og hævelse på tandens bagudvendende flade. Desuden blev der målt en fordybet tandkødslomme på 6 mm ved tanden. Den 16. december 2022 blev det noteret, at patienten fortsat oplevede gener fra tanden, og der blev målt fordybede tandkødslommer på den bagudvendende og den fremadvendende tandflade. Ifølge journalen fra den 16. januar 2023 var kronen på tanden +6 knækket, og tanden blev herefter fjernet samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling i form af et implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at påbegynde behandlingen den 20. oktober 2022, da røntgenbilledet af den 10. oktober 2022 dokumenterer, at tanden tidligere var påbegyndt rodbehandlet, og at der var knækket en rodfil i tandens fremadvendende tandrod. Desuden dokumenterer patientens journal af den 16. december 2022, at der var fordybede tandkødslommer på tandens bagudvendende og fremadvendende tandflade. Endvidere blev tanden fjernet den 16. januar 2023.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er blevet påført en skade i form af tab af tanden +6 som følge af tandlægens behandling. Røntgenbilledet af den 10. oktober 2022 dokumenterer, at der ved den første rodbehandling er blevet udført en stor oplukning i tandens nervekammer. Desuden dokumenterer journalen af den 20. oktober 2022, at tanden alene blev åbnet gennem guldindlægget, uden at tandens resttandsubstans blev svækket.

Tryg fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at tanden var svækket som følge af tandens grundlidelse, herunder revne gennem tandsubstansen fra tandens bagudvendende flade til tandens fremadvendende flade.

Tryg fandt dermed, at tanden ikke mistes som følge af tandlægens behandling, men med overvejende sandsynlighed mistes som følge af tandens grundlidelse, revnedannelse, som har svækket tanden gennem tiden.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. juni 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tanden +6 mistes som følge af forsøget på fjernelse af filen.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

Hvis patienten ønsker, at der skal tages stilling til, om der eventuelt er sket en skade i henhold til loven ved at tanden mistes som følge af den knækket rodfil, skal der indgives en ny anmeldelse påført den tandlæges navn, som knækkede rodfilen i tanden. Tryg vil herefter tage stilling hertil.