Skip to content

5192/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af tand og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af tand og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der ved undersøgelse den 10. januar 2020 havde smerter fra tanden 7-. Det blev derfor vurderet, at der var grundlag for at behandle tanden, og patienten blev informeret om risiko for infraktioner og dermed, at tanden ikke kunne bevares. Den 17. januar 2020 blev fyldningen i tanden fjernet, og der blev konstateret en dyb infraktion i tanden. Tanden kunne derfor ikke bevares og blev fjernet samme dag kirurgisk ved deling af tanden og fjernelse i to stykker. Ifølge journalen fra den 2. november 2020 var der kæbeledsknæk i begge kæbeled, og kæbeleddet var hypermobilt. Det blev videre noteret, at patienten ikke var klar over, om hun skar tænder om natten. Ifølge journalen fra den 19. november 2021 blev det noteret, at hun ikke mente, at hun skar tænder om natten, men tog sig i at gøre det i dagtimer, når der var noget hun tænkte over. Der blev igen noteret kæbeledsknæk fra begge kæbeled samt hypermobilitet. Den 16. juni 2022 blev det noteret igen, at patienten ikke mente, at hun skar tænder, men at hun nogle gange i dagtimerne pressede tænder ved stress eller nervøsitet. Der kunne kun palperes en mindre ømhed i tyggemusklerne, men der var ingen ømhed svarende til kæbeleddene i begge sider. Patienten blev herefter henvist for yderligere udredning og behandling. Den 7. september 2022 diagnosticerede anden tandlæge ømhed i muskler, kæbeledsknæk, relativt stort slid og let nedsat gabeevne. Det blev konkluderet, at sammenbiddet ikke kunne bedres ved beslibning, og at der var flere diagnoser, som fibromyalgi, led og muskelsygdomme, som samlet kunne være årsag til generne fra kæbeleddet. Patienten blev anbefalet behandling med bidskinne, akupunktur og massage.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. maj 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 7- mistes på baggrund af diagnosen infraktion (grundlidelse), og at fjernelse af tanden er sket i overensstemmelse med erfaren specialist standard, da der ikke under og efter behandlingen er journaliseret eller oplyst om forhold, som indikerer andet.

Tryg fandt videre, at tanden blev fjernet i oktober 2020, og at der i perioden frem til 16. juni 2022 ikke er oplyst om gener, som direkte kan relateres til den behandling, som blev udført den 17. januar 2020.

Tryg fandt således, at patientens kæbeledsgener ikke med overvejende sandsynlighed har årsag i en skade sket ved tandfjernelsen, men at disse gener nærmere er opstået som følge af forhold ved patienten selv, herunder i form af tænderskæren, stort slid, fibromyalgi, led og muskelsygdomme (grundlidelse).

Tryg fandt dermed, at det forhold, at en tand mistes, og at der opstår gener som følge af selve tandtabet, ikke er en skade efter loven, men i denne sag en konsekvens af grundlidelsen infraktion og behovet for tandfjernelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. maj 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at fjernelsen af tanden 7- er årsagen til patientens nuværende gener. Patientens nuværende gener har dermed årsag i andre forhold end den udførte behandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.