Skip to content

5198/23

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Parietal perforation med udpresning af rodfyldningsmateriale og efterfølgende kæbehulebetændelse/ bihulebetændelse til følge. TSAN ændrede Tryrgs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Parietal perforation med udpresning af rodfyldningsmateriale og efterfølgende kæbehulebetændelse/ bihulebetændelse til følge. TSAN ændrede Tryrgs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der den 26. januar 2010 fik taget røntgen af tanden +5, og det blev noteret, at tanden skulle observeres. Den 11. januar 2012 og igen den 5. november 2013 blev det noteret, at patienten havde gener fra tanden +5, hvorfor tanden blev aflastet i højden. Ifølge journalen blev tanden +5 opbygget med plast og præpareret til krone den 27. januar 2022. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 2. februar 2022, og der blev taget kontrolrøntgen. Den 18. marts 2022 blev der taget røntgen af tanden +7, som fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse ved tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden +7 den 23. marts 2022 med kontrolrøntgen, og den 25. marts 2022 blev tanden rodfyldt, opbygget med plast samt præpareret til krone. Den 5. april 2022 blev der cementeret en porcelænskrone på tanden +7, og der blev taget bite wings. Patienten henvendte sig igen hos tandlægen den 12. august 2022, da hun følte, at kronen på tanden +7 var for høj. Biddet blev derfor justeret. Den 19. august 2022 blev det noteret, at patienten havde hovedpine samt smerter ved spisning på tanden +5. Tænderne +5 og +7 blev herefter aflastet i højden. Patienten kontaktede tandlægen telefonisk den 8. september og igen den 16. september 2022, da hun fortsat havde hovedpine. Efterfølgende henvendte patienten sig til en specialtandlæge, hvor der den 27. april 2022 blev optaget en CBCT-scanning af tanden +7, som fandtes at vise to rodkanaler i tanden +7, som var rodfyldte. Desuden sås der udfyldning af kæbehulen i venstre side. Patienten henvendte sig herefter til en Øre-, Næse- og Halslæge den 2. maj 2022, hvor der blev ordineret antibiotika, næseskylninger og næsesteroid på grund af kæbehulebetændelse. Ved undersøgelse den 23. maj 2022 blev der konstateret kæbehulebetændelse i venstre side, og patienten blev henvist til en røntgenklinik. Den 31. maj 2022 blev der foretaget en CT-scanning, som fandtes at vise kæbe/bihulebetændelse i venstre side. Der blev derfor ordineret antibiotika. Den 9. juni 2022 blev patienten henvist til hospitalet på grund af fortsatte smerter i venstre side. I den forbindelse blev det noteret, at næseskylninger og antibiotika ikke havde afhjulpet patientens symptomer. Ifølge journalen fra et privathospital var patienten til undersøgelse den 18. juni 2022, hvor der blev taget en CT-scanning, som fandtes at vise rodfyldningsmateriale i venstre side af kæbehulen. Den 11. juli 2022 blev der foretaget en oprensning af kæbehulerne i fuld narkose, hvor der blev fundet fyldningsmateriale. Desuden blev der taget biopsier til diagnostik.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte helbredelsesudgifter, transportudgifter, godtgørelse for svie og smerte m.m.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af den 26. januar 2010 viser, at tanden +5 er rodbehandlet, og der ses udpresset rodfyldningscement ved tandens rodspids. Desuden bemærkes det, at tanden +5 indledningsvist blev aflastet i højden den 11. januar 2012 på grund af gener fra tanden. Patientens journal af 27. januar 2022 dokumenterer, at patienten herefter fik behandlet tanden med en krone den 2. februar 2022.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 18. marts 2022 dokumenterer, at der er rodspidsbetændelse ved tanden +7. Det vurderes, at der var tandlægefagligt grundlag for at rodbehandle tanden. Endvidere dokumenterer røntgenbilledet af den 23. marts 2022, at der i forbindelse med rodbehandlingen skete en gennembrydning af tandens rodspids, og oversigtsrøntgen af 5. april 2022 viser, at der fortsat er rodfyldningscement ved tanden +5.

Tryg fandt endvidere, at CT-scanningen af 31. maj 2022 dokumenterer, at der er rodfyldningscement ved tanden +5 i relation til kæbehulen. Samme røntgenbillede dokumenterer, at det er rodfyldningen i tanden +7, der gennembryder tandens rodspids med ca. 0,5 mm., men uden udpresset rodfyldningscement ud for tanden. Patienten fik den 11. juli 2022 foretaget biopsier, hvilket viser fund af fyldningsmateriale i vævsprøverne.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er påført en skade i form af kæbe/bihulebetændelse som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme.

I den forbindelse fandt Tryg, at der ikke kan konstateres overskud af rodfyldningscement ved tanden +7, og rodfyldningen gennembryder alene rodspidsen med 0,5 mm., hvilket med overvejende sandsynlighed ikke kan være årsagen til kæbehulebetændelse i venstre side.

Tryg fandt derimod, at patientens gener med overvejende sandsynlighed har årsag i patientens grundlidelse, kæbe/ bihulebetændelse, det vil sige forhold ved patienten selv, og dermed er der ikke tale om en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 19. juni 2023, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at gennemboringen af roden ved tanden +7 med udpresning af rodfyldnings-materiale til følge med overvejende sandsynlighed er årsag til den efterfølgende kæbehulebetændelse/bihule-betændelse. Bedst mulig behandling havde været, at der ikke var sket en gennemboring ved rodbehandlingen af tanden +7.

 

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang, herunder om erstatningen overstiger den fastsatte minimumsgrænse på 1.000 kr.