Skip to content

5210/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 22. juni 2017, da sølvfyldningen i tanden -6 var knækket. Der blev taget røntgen af tanden, som fandtes at vise dyb caries. Tanden blev herefter behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 7. marts 2019 havde patienten smerter i tanden -6, og tanden var følsom. Patienten blev derfor anbefalet behandling med en midlertidig fyldning. Den 9. september 2019 blev der lavet en ny plastfyldning i tanden, da fyldningen var knækket. Ifølge journalen fra den 23. august 2022 havde patienten oplevede isninger fra tanden, og patienten blev informeret om, at der kunne blive behov for rodbehandling af tanden. Det blev dog aftalt at observere tanden. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden den 8. september 2022. I den forbindelse blev det noteret, at tandens nerve var død, og rodkanalerne blev skyllet med desinficerende væske. Den 12. september 2022 blev tanden behandlet med en ny midlertidig fyldning. Patienten henvendte sig igen den 22. september 2022, da en del af tanden var knækket. Tanden blev herefter rodfyldt, og patienten blev anbefalet at få en rodstift i tanden. Der blev derfor cementeret en rodstift i tanden den 28. september 2022, hvor der tillige blev taget kontrolrøntgen. Den 4. oktober 2022 blev tanden opbygget med plast. Desuden blev patienten anbefalet en krone på tanden, da tanden var skrøbelig på grund af minimal mængde resttandsubstans. Patienten henvendte sig igen den 11. januar 2023, da hun havde en oplevelse af, at tanden -6 var øm. Der blev taget røntgen af tanden, som fandtes at vise, at der var mistet tandbærende knogle mellem tandens to rødder. Ifølge journalen fra den 19. januar 2023 konfererede tandlægen med en kirurg om tanden -6. I den forbindelse blev det noteret, at tanden ikke var god nok til kirurgisk parodontalbehandling grundet knogletabet imellem tandens rødder. Desuden blev det noteret, at tanden var rodfyldt tilfredsstillende, hvorfor årsagen til knogletabet kunne være en revne, eller at tanden var ved at flække. Patienten blev herefter anbefalet fjernelse af tanden samt rekonstruktion med en implantatbåret krone. Tanden -6 blev herefter fjernet den 17. februar 2023. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 6. marts 2023 for en second opinion medbringende den fjernede tand. Det blev videre noteret, at der sås en ubehandlet rod i tandens bagerste flade.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodbehandling og implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. august 2023 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden -6 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede rodbehandling af tanden -6 den 8. september 2022, da tandnerven var død, og der var caries i tanden, hvilket dokumenteres af røntgenbilledet fra den 23. august 2023. Samme røntgenbillede dokumenterer endvidere, at det meste af tandens krone er behandlet med plast, og dermed er der begrænset resttandsubstans.

Tryg fandt videre, at journalen af 22. september 2022 dokumenterer, at den tungevendende del af tanden -6 er knækket af, hvilket medfører yderligere tab af resttandsubstans. Senere fik patienten behandlet tanden -6 med en rodstift samt en opbygning med plastmateriale jf. journalen af 28. september 2022 og 4. oktober 2022.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbilledet af 11. januar 2023 viser, at der er mistet tandbærende knogle imellem tandens to rødder. Samme røntgenbillede dokumenterer endvidere, at der ses en ubehandlede rod i tandens bagerste del, der dog ses uden sygdom. Desuden dokumenterer journalen af 19. januar 2023, at tanden blev vurderet uegnet til kirurgisk parodontalbehandling, og patienten fik fjernet denne den 17. februar 2023 jf. journalen.

Tryg fandt herefter, at der under rodbehandlingen blev fjernet en stor del af tandkronen for at få tilgang til tandens rodkanaler. Dette har med overvejende sandsynlighed medført, at der kun stod en tynd tandvæg tilbage. Den tynde tandvæg knækkede herefter under tandkødstand, så der opstod betændelse i relation til den tandbærende knogle ved tanden.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist havde sørget for en skånsom oplukning af tanden samt reduceret højden på tandvæggene, så disse ikke blev påvirket under tygning eller sideudslag med underkæben.

Tryg fandt dermed, at såfremt ovenstående tiltag var blevet anvendt, er det overvejende sandsynligt, at risikoen for. at der kunne ske en fraktur af tandens tungevendende flade, ville have været mindsket, og man kunne dermed have bevaret mest mulig tandsubstans. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået tabet af tanden -6 ved at rodbehandle tandens bagerste rodkanal og forstærke tanden med en støbt stiftopbygning samt en krone.

Patienten har derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Tryg fandt således, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet bevare tanden -6 ved rodbehandling af den bagerste rodkanal af tanden -6, støbt stiftopbygning og krone. Det betyder, at patienten med erstatning for den skadesudbedrende behandling har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig i alt skønsmæssigt til 11.000 kr.

På den baggrund godkendes den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden -6 samt efterfølgende rekonstruktion af tanden, men der erstattes kun de udgifter til rekonstruktionen, der overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 11.000 kr. Udgiften til fjernelse af tanden erstattes dog uden at fratrække de forventede udgifter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder ikke, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 21. august 2023, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at tanden -6 med overvejende sandsynlighed mistes som følge af revnedannelse. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at manglende rodfyldning af den fjerde kanal ikke medfører tab af tandbærende knogle mellem rødderne, og at en revne i tanden er en normal komplikation til rodbehandling af en tand, som typisk medfører tab af tandbærende knogle mellem rødderne.

 

Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfalder derfor.