5154/23

Beskrivelse:

Bedøvelse i forbindelse med fyldningsbehandling med efterfølgende gener til følge. Årsagssammenhæng i forhold til erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der den 1. juni 2011 fik anlagt lokalbedøvelse og skiftet en fyldning tanden 6+. Den 16. september 2011 noterede anden tandlæge, at der var smerter og ømhed i højre side af overkæben efter behandlingen udført den 1. juni 2011. I perioden fra 2011 til 2020 har patienten været igennem et omfattende og alsidigt forsøg på diagnostisk udredning. Den 27. marts 2012 noterede en tredje tandlæge, at der var smerter fra tanden 6+, og at der højst sandsynligt var tale om neuropatiske smerter med årsag i bedøvelsen den 1. juni 2011. Det blev videre noteret, at tanden 6+ skulle rodbehandles, og ved fortsatte smerter skulle tanden ikke trækkes ud, men patienten skulle i stedet henvises til udredning for smerterne. Imidlertid blev tanden 6+ trukket ud den 12. juni 2012 på grund af manglende effekt af rodbehandlingen. Patienten havde fortsat smerter og skiftede igen tandlæge, som den 15. november 2012 henviste patienten til en neurolog. Neurologen konkluderede efterfølgende, at der var tale om trigeminus lignende smerter, og patienten skulle henvende sig igen, hvis hun ønskede medicinsk behandling. Den 23. april 2019 påbegyndte patienten medicinsk behandling med trigeminus neuralgi, men dette hjalp dog ikke på smerterne. Den 12. februar 2020 blev patienten henvist til hovedpinecentret, hvor der blev diagnosticeret føleændringer i højre side. Desuden blev diagnosen smertefuld trigeminal posttraumatisk neuropati med udspring i den udførte lokalbedøvelse den 1. juni 2011. Der blev herefter iværksat medicinsk behandling rettet mod de neuropatiske smerter. Den 3. september 2020 blev det noteret, at det var forsøgt med flere medikamenter uden effekt. Desuden var der betydelige bivirkninger.

Patienten søger nu om erstatning for følgerne efter den udførte behandling den 1. juni 2011.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. april 2023 traf Codan afgørelse om, at patienten ikke er berettiget til yderligere erstatning i henhold til lov om erstatningsansvar.

Codan fandt i den forbindelse, at patienten i de første 9 år efter skaden ikke har haft nævneværdigt sygefravær, der skyldes den aktuelle behandlingsskade. Der redegøres herefter nærmere for patientens sygedage igennem årene.

Codan fandt herefter, at patientens sygefravær primært skyldes andre uvedkommende helbredsmæssige forhold. Patienten har efter den anerkendte patientskade i 2011 gennemgået omfattende tandbehandlinger og kirurgiske indgreb, uagtet at patienten i marts 2012 blev frarådet, at der blev foretaget yderligere indgreb med henvisning til, at yderligere vævstraumer ville forstærke generne.

Codan fandt videre, at der imidlertid siden 2012 er foretaget adskillige behandlings-indgreb, som ikke kan udelukkes at have haft en betydning for patientens udvikling af gener. Særligt kæbeoperationen i januar 2018 har patienten selv udtalt har forværret symptomerne voldsomt. Dette er den anerkendte patientskade uvedkommende.

Codan fandt endvidere, at der hverken er lægefagligt eller tandlægefagligt evidens for, at patientens sygemelding i 2020 skyldes den anerkendte patientskade fra 2011. Dertil kommer, at der rent tandlægefagligt ikke er evidens for, at følgerne af patientens diagnose forværres over tid.

Med henvisning hertil er det Codans opfattelse, at det ikke er dokumenteret, at patientens løntab kan tilskrives den anerkendte patientskade.

Vedrørende erhvervsevnetab fandt Codan, at første led i bedømmelsen heraf er en vurdering af patientens indtjeningsmuligheder, hvis skaden ikke var sket.

Codan fandt herefter, at patienten blev uddannet som pædagog i 2009, hun arbejdede herefter. Patienten var på barsel, da den anerkendte patientskade skete, og hun havde været sygemeldt en periode forud for hendes barsel på grund af graviditetsgener. Der var tale om forbigående gener, der var årsagen til sygemeldingen.

Codan fandt derfor, at patienten havde en fuld erhvervsevne forud for behandlings-skaden.

Anden led i bedømmelsen er den indtægt, som det med rimelig kan forlanges, at patienten kan opnå ved arbejde under hensyn til skadens følger og patientens alder, uddannelse m.v.

Codan fandt herefter, at det fremgår af sagens oplysninger, at patienten efter den anerkendte patientskade og endt barsel genoptog sit hidtidige arbejde som pædagog, dog i et nyt ansættelsesforhold. Som anført under afsnittet om tabt arbejdsfortjeneste, har patienten i de første 9 år efter skaden ikke haft nævneværdigt sygefravær som følge af den anerkendte patientskade. Patientens sygefravær har primært skyldes andre uvedkommende helbredsmæssige forhold. Patienten har efter patientskaden i 2011 gennemgået omfattende tandbehandling og kirurgiske indgreb, uagtet at patienten i marts 2012 blev frarådet yderligere indgreb, idet yderligere vævstraumer vil forstærke generne.

Codan fandt herefter, at det ikke kan udelukkes, at disse indgreb har haft en betydning for patientens udvikling af gener. Særligt kæbeoperationen i januar 2018 har patienten selv udtalt, har forværret symptomerne voldsomt. Dette er den anerkendte patientskade uvedkommende.

Codan bemærkede videre, at de skånehensyn, der er lagt til grund for tilkendelse af fleksjob, ikke kan udløses af den anerkendte patientskade. Der er således ingen tandlægefaglig evidens for, at skånehensyn – som 1) reduceret støjniveau, 2) primært arbejde om formiddagen samt 3) at arbejde med mindre børnegrupper – kan være en følge af den anerkendte patientskade.

Codan fandt videre, at patienten med følgerne fra den anerkendte patientskade kunne arbejde i næsten 9 år uden nævneværdigt sygefravær.

Codan fandt derfor, at det forhold, at patienten efter endt barsel i 2020 selv vælger at reducere sin arbejdstid til henholdsvis 34 timer og 32 timer, er uden sammenhæng til den anerkende patientskade.

Codan fandt i den forbindelse, at der hverken er lægefagligt eller tandlægefagligt evidens for, at patientens sygemelding i 2020 skyldes den anerkendte patientskade fra 2011. Dertil komme, at der rent tandlægefagligt ikke er evidens for, at følgerne af patientens diagnose forværres over tid.

Codan fandt på den baggrund, at patientens nedgang i arbejdstid må skyldes andre forhold, der er uden relation til den anerkendte patientskade, og der er således ikke godtgjort den fornødne årsagssammenhæng.

Med henvisning til ovenstående fandt Codan derfor, at patienten ikke har et erhvervsevnetab som følge af skaden den 1. juni 2011, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 25. april 2023, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at patientens aktuelle gener er forårsaget af den anerkendte skade. Det kan imidlertid efter det fremkomne ikke lægges til grund, at generne har været tiltagende i perioden.

Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på vurdering af, om patienten er berettiget til tab af erhvervsevne og tabt arbejdsfortjeneste.