Skip to content

5199/23

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 29. januar 2021 fik konstateret caries i tanden +7. Tanden +7 blev derfor renboret og behandlet med fyldning på tre flader den 18. februar 2021 efter anlæggelse af lokalbedøvelse med 1 tubule Septanest® som infiltration. Patienten henvendte sig igen den 23. februar 2021 på grund af smerter fra venstre side af overkæben. Patienten oplyste, at smerterne var blevet værre de sidste par dage med udstråling til midten af overlæben samt udstråling fra underlæben mod øret og øjet. Det blev vurderet, at det ikke havde sammenhæng med tandbehandlingen, og patienten blev anbefalet at søge egen læge. Patienten var derfor til konsultation hos egen læge samme dag, hvor det blev noteret, at patienten havde smerter i venstre side af hovedet. På grund af fortsatte smerter blev patienten henvist til en neurolog under mistanke om trigeminus neuralgi. Den 2. september 2021 blev patienten undersøgt af en neurolog, der vurderede, at patientens symptomer ikke var helt typiske for trigeminus neuralgi, men at der var tale om trigeminus relaterede smerter. Patienten blev henvist til MR-scanning, og patientens medicinske behandling for smerterne blev optrappet. Den 16. september 2021 blev der foretaget en MR-scanning, og den 21. september 2021 blev det beskrevet, at der var kontakt mellem en lille vene og trigeminus nerven. Efterfølgende fik patienten flere smerter og den medicinske behandling blev justeret. Den 18. januar 2022 blev patienten undersøgt på Hovedpineambulatoriet, hvor der ikke kunne konstateres behandlingskrævende tilstande i forhold til tænder og kæbe, som kunne forklare patientens smerter. Dagen efter, den 19. januar 2022 var patienten til samtale på Neurologisk ambulatorium, og efter yderligere udredning blev patienten i februar 2022 henvist til undersøgelse hos en øjenlæge for at udelukke anden sygdom. Desuden blev patientens medicinske behandling for trigeminus neuralgi yderligere justeret. Patienten blev herefter undersøgt af en øjenlæge den 1. marts 2022, som udelukkede mistanken om synsnervepapilhævelse. Efterfølgende blev patienten undersøgt den 12. maj 2022 på Smerte- og Hovedpineklinikken på grund af tiltagende konstante smerter i ansigtet og øgede jagende smerter. Her blev det vurderet, at patientens symptomer var forenelige med atypiske ansigtssmerter. Patienten fortsatte med den medicinske behandling og den 26. september 2022 blev det noteret, at patienten skulle sygemeldes fra sit job som dagplejer.

Patienten søger nu om erstatning for medicin- og transportudgifter, tab af erhvervsevne samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. juli 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er gennemført lokalbedøvelse og fyldningsbehandling af tanden +7 den 18. februar 2021, og at patienten den 23. februar 2021 rettede henvendelse om smerter fra venstre side af overkæben, som var blevet værre de sidste par dage med udstråling til midten af overlæben samt udstråling fra underlæben mod øre og øje.

Tryg fandt videre, at patienten er blevet udredt for trigeminus neuralgi, trigeminus neuropati og atypiske ansigtssmerter frem til maj 2022, og at en MR-scanning i september 2021 viste, at der var kontakt mellem en lille vene og trigeminus nerven. Smerterne er behandlet medicinsk, og den medicinske behandling er justeret løbende under forløbet, hvor smerterne er både bedret og forværret.

Tryg fandt yderligere, at indhentede erklæring konkluderer, at patienten lider af vedvarende idiopatiske ansigtssmerter (også kendt som atypiske ansigtssmerter), og at der ikke kan identificeres et bestemt udløsende element i behandlingsforløbet, der har forårsaget patientens ansigtssmerter.

Tryg fandt herefter, at der ikke foreligger dokumentation for, at patientens ansigts-smerter er forårsaget af behandlingen med lokalbedøvelse og fyldningsbehandling hos tandlægen.

Tryg fandt således, at patientens ansigtssmerter udspringer af andre forhold (har anden årsag) end tandbehandlingen. Der er dermed ikke årsagssammenhæng mellem patientens ansigtssmerter og behandlingen hos tandlægen, og der er derfor ikke sket en behandlingsskade.

Patienten er på den baggrund ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. juli 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at patientens smerter er en følge af den udførte tandbehandling. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at der ved den neurosensoriske undersøgelse ikke er konstateret smerter og føleforstyrrelser i området for den udførte behandling af tanden +7.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.