Skip to content

5230/23

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Fjernelse af flere tænder og nuværende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fjernelse af flere tænder og nuværende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 41-årig kvinde, den 13. oktober 2022 var til undersøgelse hos tandlægen, hvor der blev taget røntgenbilleder. Det blev bl.a. noteret, at patienten led af parodontitis, hvorfor tænderne +7,8 og -8 skulle fjernes. Desuden blev der konstateret dyb caries i tænderne -6 og +7, hvor det var udelukkende rødderne, der var tilbage af tanden -6. Den 31. oktober 2022 blev der lavet en behandlingsplan, som bl.a. omfattede fjernelse af tanden -6 på grund af caries og fjernelse af tænderne +7,8 og -8 på grund af parodontitis. Tænderne blev herefter trukket ud den 20. april 2023.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til smertestillende, tab af fire tænder samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. juli 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

For så vidt angår tanden -6 fandt Tryg, at der den 13. oktober 2022 blev diagnosticeret dybt hul i tanden. Der var kun roddele tilbage på tanden.

Tryg fandt derfor, at tanden var udtrækningsmoden, og der var tandlægefaglig indikation for udtrækning af tanden den 20. april 2023. Tabet af tanden har således med overvejende sandsynlighed årsag i forhold ved patienten selv, grundlidelsen; dybt hul og ikke som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme.

For så vidt angår tanden +7 fandt Tryg, at røntgenbilledet af 13. oktober 2022 dokumenterer tab af tandbærende knogle næsten helt til rodspidsen på den bagerste flade. Desuden kunne der ses dybt hul i tanden.

Tryg fandt således, at tanden var udtrækningsmoden og ikke kunne bevares på grund af grundlidelse. Tanden var derfor allerede tabt den 13. oktober 2022. Tabet af tanden har derfor årsag i forhold ved tanden selv og ikke på grund af tandlægens behandling.

For så vidt angår tænderne +8 og -8 fandt Tryg, at røntgenbilledet af 13. oktober 2022 dokumenterer, at der var udtalt parodontitis på tænderne. Tænderne fremstod derfor udtrækningsmodne.

Tryg fandt dermed, at der var tandlægefagligt indikation for fjernelse af tænderne den 20. april 2023. Endvidere har visdomstænderne hverken afgørende funktionel eller kosmetisk betydning og fjernes typisk ved sygdom, som i dette tilfælde.

Tryg fandt derfor samlet set, at selv om patienten ikke blev tilstrækkeligt informeret om indgrebet, var der grundlag for fjernelse af tænderne som følge af grundlidelser. Fjernelse af tænderne har derfor været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 26. juli 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der var indikation for udtrækning af tænderne -6,8 og +7,8 som følge af grundlidelserne dyb caries og parodontitis.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

Hvis patienten ønsker, at der skal tages stilling til, om tandlægens behandling har været mangelfuld i forhold til, om patienten har givet et informeret samtykke forud for den udførte behandling, kan patienten indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. I den forbindelse skal patienten være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.