1316-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 19. juni 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 7. august 2008.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 58-årig kvinde, hvor der under kronebehandling af tanden 6- opstår perforation til tandens nerve. Perforationen afdækkes og kronen cementeres i november 06. Der konstateres efterfølgende gener i regionen, der i høj grad tilskrives revnedannelser i 7-. Den 16. juli 2007 indledes rodbehandling af 6-. Patienten finder, at rodbehandlingen er nødvendiggjort af perforationen.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. august 2008 meddelte Codan afslag på erstatning, da der ikke forelå en erstatningsberettigende skade. Det er Codans vurdering, at behovet for rodbehandling har været til stede fra begyndelsen, hvorfor der ikke er sket en skade, som har påført et ikke forud eksisterende behandlingsbehov.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af den 7. august 2008.

 

Nævnet har lagt vægt på, at en utilsigtet gennemboring til nerven medfører behov for rodbehandling. Perforationen skyldes ifølge tandlægen et yderligt beliggende pulpahorn (nerveudløber), hvilket er usædvanligt hos en patient på 56 år. Der foreligger således en oprindelig tilstand ved tanden som årsag til den opståede skade, og denne tilstand har forøget sandsynligheden for, at der efter kronefremstilling ville opstå behov for rodbehandling, hvilket i øvrigt er en hyppig konsekvens af udboring til krone.

 

Nævnet finder på den baggrund, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen i henhold til Lov om Patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.