Skip to content

1389-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 28. oktober 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 24. februar 2009

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der i juni 2008 fik konstateret løsning af broen regio 7- til 3-. Broen var løs på tanden 7-. Broen blev forsøgt fjernet af flere omgange ved at bryde cementfilmen på tanden 3- men uden held. Broen blev derfor delt den 8. juli 2008 og det løse segment 7,6,5- blev fjernet. Efter rengøring af segmentet 7,6,5- blev dette recementeret til tanden 7- og fikseret til segmentet 4,3-, der fortsat var fastsiddende. Fiksationen blev udført i plast og glasfiber. Den 3. oktober 2008 havde segmentet 4,3- løsnet sig og en del af tanden 3-’s stub var knækket. Tanden 3- skulle derfor efterfølgende opbygges og en ny bro fremstilles. Patienten søger derfor om erstatning til en ny bro.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. februar 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19. Codan vurderer i den forbindelse, at det er overvejende sandsynligt, at der ikke er sket en behandler påført skade i forbindelse med behandlingen af den løsnede bro, men at årsagen hertil er den tidligere nødvendige beslibning af tanden. Selve brobehandlingen er en fornyelse af tidligere udført arbejde og udgifterne hertil er derfor ikke omfattet af forsikringen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. februar 2009 men med ændret begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at frakturen af tanden 3- skyldes reparationen af broen. Der er imidlertid ikke herved sket nogen skade, idet den nu nødvendige behandling ikke afviger væsentlig fra den, der skulle være udført for at opnå et stabilt resultat, da broen oprindelig gik løs.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.