Skip to content

1555-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen delvist ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnets formand har har den 30. juni 2010 truffet afgørelse.

Hændelsesforløb:

 

I brev af 21. oktober 2009 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan har lagt vægt på, at røntgen viser, at tanden -6 er med korte utætte rodfyldninger i 2 af tandens 3 rodkanaler, hvilket ikke er i overensstemmelse med almindelig aner-kendte behandlingsprincipper.

Forsikringen betaler derfor efter regning den skadesudbedrende behandling for tabet af tanden -6, dog foretages der fradrag svarende til udgifter ved den behandling, der skulle være udført med fornyet rodbehandling, opbygning og krone, hvis tanden skulle være bevaret på langt sigt. Fradraget er fastsat til i alt 10.500 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 21. oktober 2009, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder ikke, at der skal foretages fradrag for en fornyet rodbehandling, da behovet herfor skyldes den fortsatte betændelsestilstand efter den utilstrækkelige rodbehandling, som der er betalt for.

 

Fradragene for de udgifter, som De skulle have afholdt, hvis tanden var bevaret, er begrundet i det behov for behandling i form af opbygning og ny krone, som var til stede på skadestidspunktet. De nævnte fradrag er således helt i overensstemmelse med gældende praksis, da patientforsikringen alene erstatter den skete skade og ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder, såfremt skaden ikke var indtruffet.

 

Nævnet tiltræder herefter Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Forsikringen dækker derfor efter regning den skadesudbedrende behandling for tabet af tanden -6, dog med fradrag svarende til udgifterne til den behandling, der skulle være udført med opbygning og metalkeramikkrone, som ville have været nødvendigt efter gennemført rodbehandling for at bevare tanden på længere sigt. Da der er afholdt udgifter til en plastkrone, skal denne udgift fratrækkes ved beregning af fradraget. Nævnet finder herefter, at fradraget skønsmæssigt skal fastsættes til i alt 6.000 kr. (2.000 kr. for opbygning + 5.500 kr. for metalkeramikkrone – 1.500 kr. for plastkrone).