Skip to content

1659-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnets formand har den 2. december 2010 truffet afgørelse.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 20. november 2007 fik erstatningen tanden 1+ med en implantatbaseret krone. Den 9. juni 2009 var kronen og abutmentet løst, og nærmere undersøgelse viste, at årsagen hertil er, at skruen ikke har været spændt tilstrækkeligt, eller at der var en fejl i skruen. Der skal derfor isættes et nyt abutment og krone.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 9. april 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at et nyt abutment og ny krone er omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning i henhold til loven. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Den af Codan trufne afgørelse af 9. april 2010 stadfæstes i henhold til den af Codan anførte begrundelse.

 

Det fremgår således, at sagen drejer sig om erstatning for en ny implantatbaseret krone på tanden 1+, da den gamle krone blev løs – formentlig fordi skruen ikke har været spændt tilstrækkeligt, eller at der var en fejl i skruen.

 

De anker over, at tandlægen ikke har udvist tilstrækkelig på passelighed, og at Deres tandstatus er blevet forringet som følge heraf. Det fremgår imidlertid, at kronen kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen den 20. november 2007. Omgørelse er – som anført i Codan afgørelse – ikke omfattet af forsikringen. Der foreligger således ingen skade i patientforsikringens forstand. Desuden fremgår det af røntgen-billede fra den 10. juni 2009, at tanden +1 er forsynet med en større fyldning, som angivet af Codan. Dermed er der et grundlag, der kan berettige en krone, og der er således ingen skade på denne tand i kraft af kronebehandlingen.

 

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.

 

For så vidt angår Deres krav om omgørelse, henvises De til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom har De mulighed for at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da Tandskade-ankenævnet ikke har kompetence til at taget stilling hertil. Om fristen for en eventuel klage til Regionstandlægenævnet henvises til oplysningerne i Codans afgørelse.