Skip to content

1779-10

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 25. marts 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 8. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der skulle have indsat et implantat i regio 6- i højre side af underkæben den 26. marts 2007. I forbindelse hermed skete der en læsion af tand/ læbenerven, og ved kontrol den 29. marts 2007 var der følelsesløshed siden implantatbehandlingen. Implantatet blev derfor fjernet samme dag. Den 2. april 2007 var der stadig smerter og følelsesløshed i læben og suturerne blev fjernet. Ved kontrol den 13. april 1007 var symptombilledet uændret, dog med færre smerter. Patienten blev derfor henvist til Rigshospitalet.

Patienten søger nu om erstatning for medicinudgifter, ødelagt ferie, hjælp til anden løsning ved den pågældende tand samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. september 2010 traf Codan afgørelse om, at méngraden vurderes til at være under 5%.

Codan fandt, at på baggrund af undersøgelsen, har patienten ændret føleevne svarende til læge/tandnerven i højre side. Der er ikke tale om en betydelig føleevnenedsættelse, da der ved sumscoreanalysen opnås 17 point ud af 21 mulige. Som følge heraf foreligger der ikke grundlag for at anse betingelsen om væsentlige føleforstyrrelser for opfyldt. Det er ikke tilstrækkeligt, at patienten oplever føleforstyrrelserne som væsentlige.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 8. september 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke foreligger væsentlige føleforstyrrelser, da den neurosensoriske undersøgelse viser 17 point i forhold til 21 point på den raske side. Væsentlige føleforstyrrelser er betingelsen for, at méngraden kan fastsættes til 5% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel. De subjektive gener er dernæst ikke af en sådan karakter eller et sådant omfang, at de kan begrunde, at méngraden alligevel fastsættes til 5%.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at méngraden vurderes til at være under 5%.

 

 

Nævnet finder endvidere ikke, at der kan tilkendes erstatning for ødelagt ferie, da der i henhold til gældende praksis ikke kan ydes erstatning herfor i henhold til Lov om erstatningsansvar § 1. For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte samt afholdte medicinudgifter skal dokumentation herfor sendes til Codan, der herefter vil træffe afgørelse herom.