Skip to content

1915-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. oktober 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 17. februar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 31-årig kvinde, der den 18. februar 2003 fik konstateret fraktur/ caries i tanden -6. Der blev udført delvis rensning af tanden for caries samt ilagt bunddækning og amalgamfyldning. Endvidere blev der givet ny tid til kontrol og undersøgelse og patienten blev anbefalet at søge behandling på Tandlæge-skolen på grund af økonomi. Den 4. marts 2004 blev der udført undersøgelse og tandrensning. Ved kontrol den 12. juni 2003 blev der udført en glasionomerfyldning i -6, mens der den 3. juli 2003 blev lavet en ny fyldning i samme tand uden beregning. Af journalnotat af 8. december 2003 fremgår det, at tanden -6 er blevet rodbehandlet på Tandlægeskolen. Der blev konstateret fraktur af hele lingualfladen, og der blev repareret med glasionomer. Det blev foreslået patienten at søge Tandlægeskolen for yderligere behandling. Den 18. maj 2004 blev der taget røntgen af tanden -6, og der blev atter foreslået behandling af -6 på Tandlægeskolen, da der skulle fremstilles støbt opbygning. Den 25. januar 2005 blev der udført eftersyn og tandrensning. Ved næste konsultation den 23. maj 2006 blev der lavet eftersyn og tandrensning. Den 7. december 2006 blev der lavet fyldning i tanden +7. Ved kontrol den 11. december 2006 og den 10. juli 2007 blev der lavet eftersyn og tandrensning. Den 13. november 2007 blev der lavet plastfyldning i +5, mens der den 27. november 2007 blev lavet eftersyn og tandrensning. Ved kontrol den 27. marts 2008 blev der lavet eftersyn, tandrensning og glasionomerfyldning af tanden -5. Den 15. april 2008 blev der taget bite wings og provisorisk glasionomer-fyldning af 5+ på tyggefladen. Den 29. april 2008 blev der konstateret fraktur af mesioorale cusp på tanden 6+. Der var tvivl om, hvorvidt tandnerven var involveret, og der blev foreslået kronebehandling, eventuelt lavet på Tandlægeskolen. Af journalnotat af 8. maj 2008 fremgår det, at patienten har været på Tandlægeskolen, hvor der er foretaget oplukning til tandnerven 6+, som indledning til rodbehandling, der skal foretages hos egen tandlæge. Ved undersøgelse den 22. maj 2008 blev fyldningen i tanden 5+ boret ud. Der blev konstateret infraktioner, og der blev fyldt med glasionomer på bunddækning for observation. Desuden var der skygge ved tanden 4+ med mistanke om caries. Der blev instrueret i anvendelse af tandtråd. Patienten blev henvist til anden tandlæge for rodbehandling af 6+. Patienten skiftede herefter tandlæge. Af journal fra ny tandlæge fremgår det, at patienten meldte afbud til konsultation den 1. juli 2008, da hun gik til behandling på Tandlægeskolen for betændelse i underkæben, og at patienten ville kontakte tandlægen for ny tid. Den 21. april 2009 blev tandlægen konsulteret på grund af fraktur af 6-. Der blev repareret med en stor plastfyldning. Den 22. april 2009 blev der udført pudsning af fyldningen i 6- samt tandrensning. Den 28. april 2009 blev fyldningen i tanden -5 udskiftet på grund af defekt.

.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. februar 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og dermed foreligger der ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand.

Codan fandt, at behandlingsbehovet for tanden 6+ stammer fra frakturen i 2008 og er således en følge heraf og ikke den udførte behandling.
Codan fandt endvidere, at tanden 6- er behandlet efter fraktur og -5 er behandlet med en ny fyldning i april 2009. Heller ikke ved disse tænder findes der at være påført en skade ved behandlingen.

Codan fandt desuden, at behandlingsbehovet i 7- og 5+ enten er på grund af grundlid-elsen fraktion og caries eller vedligeholdelse af tidligere arbejde.

Samlet set fandt Codan derfor, at der ikke er sket en forringelse af tænderne status som følge af den udførte behandling, da tændernes tilstand med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold, herunder forudbestående/ konkurrerende, forudbestående/ udefra kommende lidelser.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 17. februar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en forringelse af Deres tandstatus som følge af den udførte behandling. I den forbindelse vurderes det, at behandlingsbehovet for tanden 6+ har årsag i tandens grundlidelse i form af frakturen fra 2008 og ikke den udførte behandling. Endvidere er tanden 6- adækvat behandlet efter fraktur, mens -5 er behandlet med en ny fyldning i april 2009.  Behandlingsbehovet i 7- og 5+ har desuden årsag i tændernes grundlidelse og det dermed følgende behov for vedligeholdelse og ikke den udførte behandling.

 

 

Nævnet finder endvidere, at røntgenbillede af 31. maj 2002 viser, at der var et omfattende cariesangreb i tanden -6. Det nuværende behandlingsbehov er derfor en følge af tandens grundlidelse og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.