2000-11

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig mand, der i september 2010 skulle have fremstillet en bro fra tanden -5 til tanden -7 med bromellemleddet -6. I forbindelse med stiftudboringen den 24. september 2010 i tanden -7 forud for behandlingen med en plastisk opbygning, skete der en skævboring, således at tandrodens overflade blev gennembrudt. Gennembrydningen blev aflukket med et rodfyldningsmateriale. Efter en kontrolperiode på 2 måneder blev der taget røntgen d. 10. november 2010, som viser ingen tegn på forandringer omkring gennembrydningen. Tanden blev derfor forsynet med en stiftretineret plastisk opbygning, og efterfølgende blev der fremstillet en 3-leddet metalkeramikbro, som blev cementeret den 17. december 2010. Ved kontrol den 16. maj 2011 blev der konstateret en dyb tandkødslomme bag tanden -7, og der blev taget røntgenbillede samme dag. Den 23. maj 2011 blev der foretaget kirurgisk oplukning, og i den forbindelse blev der konstateret inkomplet rodfraktur -7. Patienten blev informeret om rodfrakturen og at det ikke er muligt at beholde tanden fremover.

Patienten søger derfor nu om erstatning for den mistede tand -7 i form af et implantat samt ny bro -5 til -7.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. august 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der ikke er tegn på, at udført behandling har haft negativ konsekvens for tanden -7. Gennembrydningen i tanden blev behandlet som en ekstra rodkanal og korrekt aflukket. Der udvikledes sig ikke betændelse omkring gennembrydningens afslutning.

Codan fandt endvidere, at tanden -7 allerede forud for behandlingen havde en stærkt reduceret mængde resttandsubstans med ringe mulighed for at etablere det for stabilitet-en nødvendige ringgreb. Det forhold, at der i en tand udvikles rodfraktur er i sig selv ikke en skade.

Codan fandt således, at der ikke med overvejende sandsynlighed er sket en behandlings-påført skade, idet såvel aflukning af gennembrydningen, stiftopbygningen og den udførte brobehandling vurderes at være udført bedst muligt under de givne forhold.

Disse forhold vurderes ikke at have haft betydning for udviklingen af tandens rodfraktur.

Hvorvidt behandlingen har opfyldt patientens forventninger om holdbarhed og funktions-periode er alene et spørgsmål mellem patienten og tandlægen, der har udført behandling-en. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævn eller indledes civilt søgsmål med tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 16. august 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgenbilleder af 24. september 2010 og 10. november 2010 viser, at tanden -7 forud for brobehandlingen var stærkt svækket og kun bestod af rodkomplekset. Der var dermed begrænset mulighed for at etablere det for stabiliteten nødvendige ringgreb til brug for den senere brobehandling.

Nævnet finder derfor, at det er overvejende sandsynligt, at tanden mistes som følge af grundlidelsen og ikke på grund af gennembrydningen af roden. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at gennembrydningen blev korrekt aflukket, og der ikke efterfølgende udviklede sig betændelse omkring gennembrydningens afslutning.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.