Skip to content

Gældende Forretningsorden for Tandskadeankenævnet pr. 1. april 2015

I henhold til bekendtgørelse 2003-12-12 nr. 1099 om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til Dansk Tandlægeforenings Patientskade-forsikring og Tandskadeankenævnet § 2 stk. 2, fastsætter Tandskadeankenævnet en forretningsorden for nævnets virksomhed efter samme retningslinjer, som er gældende for Patientskadeankenævnet.

I medfør af ovennævnte bekendtgørelse samt § 58, a, stk. 9 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet fastsættes følgende forretningsorden til varetagelse af ankenævnsopgaver i Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning:

Kapitel 1

Tandskadeankenævnet

§ 1. Tandskadeankenævnet er klageinstans for afgørelser truffet i Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Stk. 2. Skadelidte, den driftsansvarlige tandlæge eller vedkommende erstatningspligtige myndighed samt anden med retlig interesse i sagen kan indbringe en klage for Tandskadeankenævnet efter stk. 1.

§ 2. Tandskadeankenævnet kan virke i flere sideordnede afdelinger, jf. § 58 a, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet.

Stk. 2. Ved afgørelsen af den enkelte sag består en nævnsafdeling af:

1)   en af ministeren for sundhed og forebyggelse godkendt formand, som skal opfylde betingelserne for at kunne blive udnævnt til dommer, jf. retsplejelovens betingelser.

2)   3 sagkyndige medlemmer udpeget af Tandlægeforeningen

3)   1 medlem udpeget af Patienterstatningen/ Ankenævnet for Patienterstatningen

4)   1 medlem udpeget af Forbrugerrådet

5)   1 medlem udpeget af Danske Regioner

Stk. 3. Det påhviler nævnenes medlemmer og sekretariatet at sikre, at praksis bliver koordineret mellem nævnene.

Stk. 4. Der udpeges efter indstilling fra hhv. Tandlægeforeningen, Forbrugerrådet, Danske Regioner samt Patienterstatningen/Ankenævnet for Patienterstatningen en suppleant for de medlemmer, der er udpeget jf. stk. 2.

Kapitel 2

Sagernes forberedelse og afgørelse

§ 3. De i § 1 nævnte afgørelser sendes til Tandskadeankenævnet, Svanemøllevej 85 2. sal, 2900 Hellerup, der har den endelige administrative afgørelse, jf. § 58 b, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet.

Stk. 2. Klage til ankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 58 b, stk. 2 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet. Ankenævnet kan se bort fra overskridelser af klagefristen, når der er særlig grund hertil, jf. § 58 b, stk. 3 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet.

Stk. 3. Formanden påser, at den i stk. 2 nævnte frist er overholdt og at klageren har tilstrækkelig retlig interesse i sagen. Såfremt fristen er overskredet, og der ikke er grundlag for at dispensere fra overskridelsen, afvises klagen.

§ 4. Hvis en klage optages til behandling, sendes en bekræftelse herom til parterne med angivelse af den forventede sagsbehandlingsprocedure.

Stk. 2. Klagen sendes inden forelæggelse for nævnet til 1. instans, som sender nævnet sagens akter, tillige med en udtalelse over den indsendte klage. Tandskadeankenævnet kan fastsætte en frist for 1. instans’ afgivelse af udtalelse, hvor særlige hensyn tilsiger dette.  

Stk. 3. Når særlige hensyn taler herfor, kan formanden efter anmodning fra en klageberettiget part beslutte, at klagen helt eller delvist skal have opsættende virkning med hensyn til udbetaling af eventuelt erstatningsbeløb. Formandens beslutning skal være truffet inden 14 dage fra modtagelsen af anmodningen.

§ 5. Nævnet bistås af et sekretariat.

Stk. 2. Sekretariatet oplyser sagen og indhenter sagkyndig vurdering.

Stk. 3. Sekretariatet udarbejder udkast til afgørelse.

Stk. 4. Sekretariatet bestemmer, i hvilken rækkefølge de indkomne klager behandles.

§ 6. Nævnets afgørelser træffes i et møde - bortset fra de i § 8 nævnte tilfælde.

Stk. 2. Dagsorden og sagsmateriale til et møde udsendes til medlemmerne med et rimeligt varsel. Dagsordenen skal angive de sager, der skal behandles på mødet og sagsmaterialet skal indeholde en indstilling til nævnets afgørelse af hver af sagerne og det sagsmateriale, der er nødvendigt, for at nævnet kan træffe afgørelse i hver enkelt sag.

Stk. 3. Formanden/næstformanden leder nævnsmødet. Ankenævnet er kun beslutningsdygtigt, når formanden, eller i dennes fravær næstformanden, og mindst to sagkyndige medlemmer samt mindst to af de øvrige nævnsmedlemmer eller suppleanter for disse er til stede.

Stk. 4. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 5. I tilfælde, hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres standpunkter kort anføres i mødereferatet.

Stk. 6. Nævnets møder er ikke offentlige.

§ 7. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold:

1)  at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver afgørelsen i 1. instans

2)  at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i 1. instans

3)  at nævnet afviser klagen eller

4)  at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sager, som behandles i 1. instans.

§ 8. Formand og næstformanden kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl, jf. lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet § 58 a, stk. 7. 

Stk. 2. Følgende sagskategorier falder typisk indenfor bemyndigelsen i stk.1:

1) Sager, der alene vedrører erstatningsberegning.

2) Sager, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde.

3) Sager vedrørende anmodning om genoptagelse af afgjorte sager, hvor der ikke foreligger nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger.

4) Sager, hvor klagen er indgivet af en ikke klageberettiget.

5) Sager vedrørende klage over aktindsigtsspørgsmål.

6) Sager, hvor betingelserne for erstatningsansvar efter Lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet i den konkrete sag anses for helt klart opfyldte og i øvrigt er ukomplicerede.

7) Sager vedrørende overskridelse af ankefristen.

8) Sager vedrørende forældelse.

Stk. 3. Afgørelser truffet af formanden eller næstformanden alene vil i lighed med afgørelser truffet af nævnet kunne indbringes for domstolene.

Stk. 4. Nævnets øvrige medlemmer orienteres om formandsafgørelsen og sagens akter ligger tilgængelige ved førstkommende nævnsmøde. Såfremt et medlem anmoder om at sagen drøftes på mødet, skal dette imødekommes.

§ 9. Sager, som formanden skønner egnet til skriftlig votering, kan udsendes til medlemmerne med indstilling om afgørelse.

§ 10. Ankenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Indbringelse af nævnsafgørelser sker for de almindelige domstole, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen. Indbringelsen skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

§ 11. Ingen af nævnets medlemmer kan deltage i behandlingen af en sag, hvis vedkommende er inhabil efter reglerne i § 3 i forvaltningsloven.

Stk. 2. Et medlem har pligt til at underrette nævnet om forhold, som kunne medføre vedkommendes inhabilitet, ligesom ethvert af nævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, har pligt til at oplyse nævnet herom.

Stk. 3. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag i blandt andet følgende situationer:

1)   hvis nævnsmedlemmet har nære personlige relationer til en af sagens parter,

2)   hvis nævnsmedlemmet har deltaget i behandlingen af samme sag i en anden institution, eksempelvis Retslægerådet eller Tandlægeforeningens Patientforsikring,

3)   hvis skadelidte på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet af nævnsmedlemmet,

4)   hvis skadelidte i forbindelse med det behandlingsforløb, der har givet anledning til anmeldelse af skaden, er blevet behandlet på den klinik, afdeling, institution m.v., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,

5)   hvis der i øvrigt foreligger konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om den pågældendes uvildighed.

Stk. 4. Hvis et nævnsmedlem er i tvivl om sin habilitet, kan spørgsmålet drøftes med sekretariatet.

Stk. 5. Nævnet afgør, om et medlem kan deltage i behandlingen af en sag. Medlemmet må ikke deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om vedkommendes inhabilitet. I tilfælde af stemmelighed er formandens/ næstformandens stemme afgørende.

§ 12. Der påhviler nævnets medlemmer samt andre, der deltager i nævnets møder, tavshedspligt.

§ 13. Nævnets afgørelser meddeles skadelidte, den driftsansvarlige tandlæge, Tandlægeforeningens Patientforsikring, vedkommende forsikringsselskab, vedkommende erstatningspligtige myndighed, jf. § 29 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet og efter omstændighederne andre med berettiget interesse i sagen.

Stk. 2. Nævnet orienterer interesserede instanser om sin praksis og sine afgørelser af principiel betydning.

Stk. 3. Afgørelser, der er af principiel betydning og egnet som vejledning om nævnets praksis, offentliggøres i anonymiseret og eventuelt resumeret form.

§ 14. Fremkommer der i en sag, som nævnet eller formanden har afgjort, nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, kan nævnet beslutte at tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse. Det samme gælder, hvis der er begået væsentlige fejl i sagsbehandlingen.

 

Kapitel 3

Nævnets sekretariat, økonomi m.v.

§ 15. Tandlægeforeningens Praksisforsikring stiller den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

§ 16. Samtlige omkostninger i forbindelse med nævnets virksomhed afholdes af Tandlægeforeningens Praksisforsikring.

§ 17. Nævnets medlemmer honoreres i overensstemmelse med sædvanligt vederlag for medlemmer af offentlige ankeudvalg. Vederlag m.v. til nævnets medlemmer godkendes af Tandlægeforeningen.

§ 18. Der påhviler nævnets medlemmer samt andre, der deltager i eller overværer nævnets møder, tavshedspligt.

§ 19. Nævnet afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed.

§ 20. Denne forretningsorden træder i kraft d. 1. april 2015.

Stk. 2. Samtidig ophæves den tidligere forretningsorden af 2013 for Tandskadeankenævnet.